Et træ for mor...

16. januar 2020 gik min mor over på den anden side. For mig var dét at miste min stamme rigtig, rigtig svært. Det er det sådan set stadig, og jeg elsker de minder jeg har. Da min mor skulle bisættes, valgte mine søskende og jeg en nedbrydelig urne, som havde påhæftet et "blad" der indeholdt nogle frø. Bland disse var der 3 frø af træet Robinia. Min søster, som helt klart har mest have-erfaring, dyrkede frøene, og i sidste efterår fik jeg en af spirerne med hjem. Den var vel omkring de 20 cm, og havde lidt "grene" og blade. Men som det blev koldere faldt bladene af... Jeg satte den stakkels lille pind ind i mit vinterdrivhus, og håbede at den ville overleve vinteren. Det blev en ret kold og lang vinter, og jeg var spændt på, om "pinden" ville klare sig. Da foråret kom og varmede vinterdrivhuset op, begyndte der så småt at komme små spirer.. Glad var jeg, for det bevidnede jo, at der stadig var liv i træet.. Ganske langsomt kom der små bitte grene og blade, så træet voksede stille og roligt hen mod sommeren. Da det var omkring 40 cm højt, valgte jeg at plante det over i en ret stor balje, så det kunne få plads til at vokse og sprede sine rødder. I dag fik jeg lige kigget under baljen, og 2 rødder havde gravet sig ud af hullerne og ned i jorden, i bedet hvor træet står. Så for pludselig ikke at kunne få træet fri fra baljen, turde jeg ikke andet end sætte træet direkte i jorden. Min lille pind er blevet 120 cm høj, og skal nok overleve næste vinter ude i jorden. Jeg nyder at se hvordan det vokser, og hver gang jeg kigger på det, sender jeg min mor en kærlig tanke, for det er jo faktisk pga. hende, at jeg kan følge dette træs udvikling. Om nogle år vil træet forhåbentlig kunne give lidt skygge til hjørnet af haven. For mig er det vigtigt, at have gode minder om både de levende og døde. Derfor prøver jeg hver dag at sætte fokus på det positive, for det er nu engang de bedste minder at gemme på.