Så er jeg klar med min 2-dages præsentation i Tyrkiet, hvor jeg skal undervise 1 eller 2 hold i mindfulness 🦋🦋🦋
Jeg glæder mig utrolig meget til at formidle disse skønne redskaber til unge gymnasieelever og nogle af deres lærere.
Når mindfulness bliver inkorporeret i dagligdagen, kan det hjælpe dig til at leve et liv i nu'et. Hvorfor er det vigtigt? At leve et mindful liv, er at leve med nogle principper og at være i nu'et. Når vi fokuserer for meget på fortiden og fremtiden, sammenligner vores liv med andres eller fornægter vores situation, glemmer vi at leve her og nu. Før du ved det, er livet ved sin ende, og du har ikke LEVET.
At leve i fortiden.
Nogle gange gør vi ting i livet, som vi fortryder. Det kan også være at folk siger eller gør noget, som vi ikke føler, vi kan tilgive. Disse ting følger os i livet, hvis vi ikke er i stand til at lægge det bag os. Men hvis vi holder fast i følelsen af at være ikke-tilgivende eller ikke at give slip, opbygger vi nogle følelser inden i os, som ikke gør os noget godt.
Alle mennesker laver fejltagelser. Vil du ikke tilgives for dem? At tilgive og give slip, sætter os fri, og hjælper os til at leve her og nu.
At leve i fremtiden.
Der er så mange til at blive bekymret over, når vi tænker på fremtiden. Er du studerende kan det være om du nu får gode nok karakterer til at komme ind på den uddannelse, du ønsker. Du kan bekymre dig om hvilken uddannelse, der er rigtig for dig, eller om du vil være i stand til at få et job, når du er færdiguddannet. Det kan også være, du bekymrer dig om familielivet - vil du finde den rigtige, vil du få børn? Eller bekymringer om verden, som den kommer til at se ud i forhold til krig, klima eller andre globale uroligheder.
Alt for mange af disse tanker kan faktisk være årsag til angst, så du glemmer at leve her og nu og ikke ser alle de gode ting, som livet har at tilbyde.
At sammenligne dig selv med andre.
Jeg har hørt det SÅ mange gange. Elever, der føler sig mindre værd, fordi andre får bedre karakterer, og måske ikke behøver at arbejde lige så hårdt. Eller de mister selvtillid fordi de ikke ser ud som influencere og dem i reality shows. Men ved du hvad? Du er præcis, som du skal være! Anerkend dig selv, elsk dig selv, acceptér dig selv.. Sammenlign dig ikke med andre, for det får dig kun til at føle mindre værd, og hvordan kan du så leve dit liv på den bedste måde?
Fornægt din situation.
Folk stiller spørgsmål, når noget ikke går godt. Hvorfor sker det altid for mig? Hvor er det altid mig, som er uheldig? Hvorfor fik jeg denne her sygdom? Hvorfor, hvorfor, hvorfor?
Ved at stille disse spørgsmål, mærker du kun en negativ følelse, og du glemmer at få det bedste ud af situationen og leve dit liv i nu'et. Du er i lige præcis den situation, som du skal være i. Acceptér det, lær af det og bevæg dig fremad.
Det er slet ikke nemt, at leve op til ovenstående. Hvis det var, ville vi alle gå rundt og smile og have det fantastisk. Men vi kan hver især gøre vores til at nærme os den mindfulde tilstand, så vi får levet hver dag, levet her og nu, levet det liv vi ønsker.
Jeg ønsker dig alt det bedste...
Comments